Salto & Sigsgaards berømte Council til Regionshospitalet Gødstrup

Dansk design med organiske former og matchende farverige malerier, digitale værker, mosaikker og relieffer af Erik A. Frandsen på væggene slår stedets atmosfære an og skaber en smuk ramme for patienter, personale og pårørende på Midt- og Vestjyllands nye Regionshospital i Gødstrup. Den 375 meter lange foyer er en hyldest til dansk design og kunst og sætter en ny standard for fremtidens hospitaler.

Menneskelige behov og husets arkitektur dannede udgangspunkt for designet

Council Family-serien, der blødt slanger sig gennem sygehusets lange foyer, er designet af duoen Kasper Salto og Thomas Sigsgaard. Council Family-serien blev specifikt designet til Regionshospitalet Gødstrup, men blev lanceret før åbningen

og er en videreudvikling af Council-stolen, som duoen oprindeligt designede til Finn Juhl-salen i FN i New York, der blev indviet i 2013. Blandt Salto og Sigsgaards nye designs er også loungeområder med Finn Juhls klassiske og kendte designs i bløde pastelfarver, der matcher bygningen og kunsten. “Da hospitalet for 4-5 år siden tog fat i os, var det især på baggrund af FN’s Formynderskabsrådssal i New York. I 2013 stod vi for at genskabe Finn Juhls ikoniske formsprog i det enorme rum, som han i 1952 havde indrettet og møbleret, og som i dag betragtes som noget af den vigtigste danske kulturarv. Vi (OneCollection – House of Finn Juhl) har eneret til at producere arven fra Finn Juhl, men projektet i FN, hvor Salto & Sigsgaard vandt en designkonkurrence om nye møbler, slog vores navn fast internationalt.” fortæller Henrik Sørensen, medgrundlægger af OneCollection.

Regionshospitalet Gødstrup har modtaget den prestigefyldte pris ’Art Installation of the Year’ for kunstinstallationen i den 375 meter lange foyer. Prisen uddeles hvert år af ’Design in Mental Health’ i Storbritannien.

Hans Henrik Sørensen fortæller: “Finn Juhl blev kendt for at designe indefra og ud – med mennesket og dets behov som udgangspunkt. Han er i dag mest kendt for sine skulpturelle møbler, men faktisk var han en genial indretningsarkitekt og lavede interiør, hvor alt talte sammen til et samlet hele – et såkaldt Gesamtkunstwerk. Den filosofi passede med sygehusets vision om at være patientens hospital. Så ledelsen besluttede at ville indrette hele hospitalets foyer efter det princip.”

Fra Council til Council Family-serien

Salto & Sigsgaard har tegnet funktionelle, holdbare møbler, der forholder sig til den menneskelige krop og rummets arkitektur. Indvendigt og udvendigt har polstringen forskellige farver og materialer, og ryg og sæde er adskilt, så smuds og krummer ikke lægger sig i sammenføjningen.

Sidstnævnte er særlig vigtigt i forhold til indretninger som denne, hvor hygiejne er afgørende. Designet skulle samtidig være ekstremt holdbart og let at vedligeholde for personalet på sygehuset. Gødstrups sygehus er tænkt ned til den mindste detalje, og de mange oaser skal give patienter og pårørende små, intime “lommer”, hvor de kan trække sig og få luft fra sygehusets afdelinger. ”Det er sjældent, at man får muligheden for at spille bold med en offentlig instans, der har så ambitiøst et blik på indretning og design.” fortæller Henrik Sørensen.